Udvidet fagbeskrivelse Klarinet og saxofon

•Kroppen    
At spille et blæseinstrument kræver kropslig bevidsthed. Der arbejdes med såvel fysiske, motoriske og ergonomiske aspekter i undervisningen.

•Instrumentet    
Både saxofon og klarinet stiller visse krav til eleverne. De skal kunne nå klapperne og dække hullerne på deres instrument. Da særligt saxofonen kan være tung at bære, kræver det at eleven er fysisk i stand til at spille på den. Ligeledes skal barnet være klar til udfordringen både motorisk og ergonomisk (man skal f.eks. have alle fingre, helst kunne stå op etc.)

•Tonedannelse    
Tonedannelse er højeste prioritet, når eleven starter. At spille et blæseinstrument kan sammenlignes med at synge. Tonedannelsen kan således sammenlignes med sangeres stemmetræning.

•Musikalsk udtryk    
Bliver hurtigt aktuelt i undervisningen i forlængelse af arbejdet med tonedannelse og indlæring af simple melodier. Senere indgår kendskab til stilarter og instrumentalister i undervisningen. Der arbejdes udover sammenspil med læreren også med medier og elektroniske hjælpemidler (cd’er, lydfiler, indspilning, metronom etc.); Imitation og improvisation indgår.

•Teknik    
Eleven skal udvikle gehør og motorisk hukommelse på sit instrument. Til dette for mål anvendes korte og simple melodier. Senere følger skalaer, etuder og øvelser i intonation, artikulation mv.

•Hørelære/teori    
Tilpasses den enkeltes elevs behov. Det tilstræbes at begynderelever lærer og kan anvende begreber som tonearter (dur/mol), skalaer, puls, dynamik etc. efter at have spillet 1 sæson.

•Nodelæsning    
Indføres i undervisningen så tidligt som den enkelte elev er klar til det. I starten prioriteres tonedannelse, gehør og motorisk træning højest. Det tilstræbes at den enkelte elev kan spille efter noder med op til to fortegn efter første sæson i musikskolen.

•Sammenspil/kor    
Sammenspil inddrages fra et tidligt tidspunkt i undervisningen. Gerne helt fra start, hvis det er muligt.